Foreningen af verdens rigeste lande, den såkaldte G8, skal udvides.
Det mener den franske præsident, Nicolas Sarkozy, som vil have G8 omdannet til G14.
"G8 er ikke længere repræsentativ nok til at håndtere den økonomiske krise," siger Sarkozy ifølge VG Nett.
Præsidenten vil især gerne have Kina og Indien, som er to af verdens hurtigst voksende økonomier, ind i varmen blandt verdens rigeste nationer.
"Det er uundgåeligt. Disse lande må med i diskussionerne helt fra begyndelsen. Det er umulig at komme udenom det," mener Sarkozy.
Yderligere fire andre lande skal med i den nye 'G14', hvis det står til Sarkozy, som dog ikke kommer nærmere ind på, hvilke fire lande han ser som medlemmer.
Præsidenten har i øvrigt et lignende ønske om udvidelse, når det gælder FN's sikkerhedsråd. Her ser han gerne, at Tyskland, Indien og Japan bliver permanente medlemmer.