Radiovært Sara Bro er i dag 34 år. For syv år siden fik hun konstateret brystkræft og måtte således igennem operationer, kemo og stråler for at blive rask.
"Jeg følte mig magtesløs, mens jeg var i behandling. Jeg havde brug for selv at gøre noget. Alle havde en idé til noget hokuspokus, de mente kunne give bedre odds. Men hvad virker, og hvad gør ikke?" fortæller hun til Ekstra Bladet.
Sara Bro har lagt sit liv om efter sygdommen. Da hun blev syg, levede hun et travlt og usundt liv med over 20 cigaretter om dagen, fester, fastfood og masser af arbejde. Nu spiser hun økologisk og er begyndt at dyrke yoga.
"Jeg besluttede mig for at blive økologisk, fordi jeg faldt over en teori om, at ens krop forveksler det, man sprøjter ikke-økologiske grøntsager med, for at være østrogen, og har man haft brystkræft, skal man netop undgå østrogen," forklarer hun.