Det republikanske parti er begyndt at slikke sårene efter en lang og opslidende valgkamp, som har efterladt partiet splittet og sårbart forud for præsidentvalget mod præsident Barack Obama i november.
Blot få timer efter, at Rick Santorum smed håndklædet i ringen og opgav sit kandidatur til præsidentembedet, samlede ledende republikanere sig om Mitt Romney for at vise, at det republikanske parti står samlet bag den nyvalgte præsidentkandidat, skriver L.A.Times.
Budskabet til resten af højrefløjen lyder, at hvis Romney skal gøre sig forhåbninger om at slå Barack Obama til præsidentvalget, skal han have sit partis fulde opbakning.
"Han kan ikke gøre dette alene. Han har brug for vores hjælp til at få det til at ske. Han har brug for, at partiet, det republikanske parti, forener sig," lød det blandt andet fra vicesenator i Pennsylvania, Patrick J. Toomey, skriver L.A.Times.
Valgkampen om nomineringen som republikanernes præsidentkandidat har både været lang og dyr for Mitt Romney. Han er undervejs blevet bredt udskældt af sine partifæller for ikke at være nok i kontakt med befolkningen, ligesom adskillige politiske kommentatorer har vurderet, at Romney var blandt de republikanere, som havde mindst chance for at slå Barack Obama i en valgkamp.
Kilde: L.A.Times