Økonomiprofessor Caspar Rose har forladt Liberal Alliance. Han gider ikke være med i et cirkus af onliners og glamour-politik.
"Jeg oplever, at politik er reduceret til den rene underholdning og Vild med dans. Der er en stigende tendens til, at man vælger kendisser, bare fordi de er kendte, og fordi de er blevet til et "brand"," lød hans afskedssvada ifølge politiken.dk
Eftersom der opstillet adskillige kendte personer i Liberal Alliance, vil Newspaq gerne have en kommentar til, hvordan partiformand Anders Samuelsen modtager Caspar Roses farvelsalut.
"Det har jeg ikke flere kommentarer til," lyder det fra Anders Samuelsen.
Han forsøger dog alligevel i næste sætning at tone værdien af Caspar Roses afgang lidt ned.
"Vi har 80-100 kandidater, og selvfølgelig er der en gang i mellem én, der ikke har lyst mere, og det skal man ikke tage så tungt. Det er der i alle partier, men det er bare lidt mere interessant, når det er vores parti," slår Samuelsen fast over for Newspaq.