Ingen fortrydelse.
Det siger Anders Samuelsen torsdag ved ministeroverdragelsen i Udenrigsministeriet.
Samuelsen henviser til, at Liberal Alliance tilbage i 2016 fik presset sig ind i en regering, som indtil i år bestod af Venstre, De Konservative og Liberal Alliance.
- Da jeg var dreng, spurgte jeg min far, hvorfor politikerne ikke forfølger deres mål meget hårdere. Jeg har valgt at gå all in. Jeg har forsøgt at skubbe til rammerne og måske flytte dem, siger Samuelsen.
- Jeg er blevet spurgt flere gange i de seneste uger, om det var værd at gå i regering. Det mener jeg, det var, siger Samuelsen med henvisning til regeringens resultater.
Samuelsen bliver afløst af Jeppe Kofod (S), som er Danmarks nye udenrigsminister.
Det var ikke blot et farvel til udenrigsministerposten for Samuelsen. Det var også et farvel til dansk politik.
Liberal Alliance fik ved valget 5. juni 2,3 procent af stemmerne svarende til fire mandater mod 7,5 procent af stemmerne og 13 mandater ved valget i 2015.
Samuelsen blev som LA-leder end ikke genvalgt til Folketinget. Og dagen efter var kritikken af Samuelsen og LA-ledelsen heftig.
Især fra folketingsmedlem Henrik Dahl (LA), der blev genvalgt. Han beskyldte blandt andet Samuelsen for nepotisme. Det endte med, at Samuelsen forlod partiet kort tid efter.
/ritzau/