Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, har ikke mange roser til overs for den melding, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kom med tirsdag.
Faktisk har Anders Samuelsen intet godt at sige om regeringspartnerens udmelding om, at han vil danne en regering hen over midten efter folketingsvalget onsdag og dermed opgive en rent borgerlig regering.
- Hver dag en ny melding fra Venstre. Jeg kan da godt forstå, hvis danskerne er en smule rundforvirrede.
- Jeg synes, det er et stort svigt af det borgerligt-liberale Danmark, Lars Løkke Rasmussen har gang i her, siger Anders Samuelsen til TV2 News.
De tre regeringspartier - Venstre, Liberal Alliance og De Konservative - gik til valg på at fortsætte samarbejdet. Meningsmålingerne peger imidlertid entydigt på, at rød blok kommer til at vinde valget stort over blå blok.
Tidligt i valgkampen valgte Lars Løkke Rasmussen i bogen "Befrielsens øjeblik" at lufte tanker om en SV-regering med Socialdemokratiet og Venstre.
Det var på det tidspunkt tænkt som et alternativ til VLAK-regeringen, som Lars Løkke Rasmussen nu altså definitivt har aflivet.
Statsministeren sagde tidligere tirsdag til TV2 News, at han ikke vil afvise at arbejde videre med de øvrige regeringspartier i en regering hen over midten.
Men den kommer i så fald ikke til at have deltagelse af Liberal Alliance, slår Anders Samuelsen fast.
- Lars Løkke har sagt i dag, at han vil arbejde med et parti (Socialdemokratiet, red.), der har lovet vælgerne, at de ikke vil sænke skatterne, de vil hæve skatterne.
- Han har sagt, at han måske vil gå i regering med De Radikale, som har en helt anden udlændingepolitik.
- Hvis jeg var Venstre-vælger, ville jeg være dybt forvirret på nuværende tidspunkt.
- Lars Løkke Rasmussen har valgt at aflive tanken om, at han skal stå i spidsen for et borgerligt-liberalt Danmark, siger Liberal Alliances leder.
/ritzau/