En ny sag om en toppolitikers rockerforbindelser er nu dukket op.
Liberal Alliances leder Anders Samuelsen har haft forbindelse til en pusher, der arbejder for Hells Angels.
Det skriver Berlingske søndag.
Kontakten er sket i forbindelse med en narkogæld for kokain.
Anders Samuelsen betalte et sted mellem 10 og 20.000 kroner for en ven, som var kommet i problemer, skriver Berlingske.
Assisterende professor i jura på Københavns Universitet Trine Baumbach vil ikke tage stilling til den konkrete sag. Men hun opfordrer til aldrig at gå på kompromis med den kriminelle underverden.
"Når man har med narkotika at gøre, så skal man holde sig uden for og henvende sig til politiet," siger hun til Newspaq.
Ifølge Anders Samuelsen, så har han orienteret politiet og Justitsministeriet af frygt for repressalier.
Men i ministeriet har man ikke været i stand til at bekræfte Anders Samuelsens henvendelse.