Tirsdag mødes udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) med udenrigsministre fra godt en snes lande i Vancouver i Canada. Her skal de drøfte Nordkorea.
Det er den canadiske udenrigsminister, Chrystia Freeland, og hendes amerikanske kollega, Rex Tillerson, som har indkaldt til mødet.
Danmark deltager som medlem af United Nations Command (UNC). Det er FN's kommando i Sydkorea. Den overvåger våbenhvileaftalen på den koreanske halvø.
Anders Samuelsen ser frem til at deltage i udenrigsministermødet i Vancouver.
- Det er centralt, at det internationale samfund står sammen om et stærkt diplomatisk og økonomisk pres på Nordkorea, udtaler ministeren i en pressemeddelelse.
- Med mødet vil vi sende et klart signal til Nordkorea om, at vi ikke accepterer de fortsatte og talrige brud på resolutionerne fra FN's Sikkerhedsråd.
- Vi vil samtidig drøfte, hvordan man med økonomiske og diplomatiske midler, herunder sanktioner, mere effektivt kan påvirke Nordkorea til at sætte sig ved forhandlingsbordet for at nå frem til en holdbar politisk løsning, der sikrer en koreansk halvø fri for atomvåben.
Senest er der sket et tøbrud mellem Syd- og Nordkorea. De to lande er mødtes i den demilitariserede zone i Panmunjon mellem de to lande.
Her aftalte de, at Nordkorea deltager ved vinter-OL i Sydkorea. Desuden har de genåbnet den varme telefonlinje mellem de to lande.
/ritzau/