Det forbliver en hemmelig. En hemmelighed, der gør ondt.

For selvom omkring otte procent af alle kvinder i den erhvervsaktive alder oplever sexchikane, så er det kun få sager, der hvert år kommer op til overfladen og for eksempel ender i retten.

»Mænd og kvinder, der er udsat for sexchikane går stille med det - de putter med det. For sådan en sag kan let blive et problem i forbindelse med retssager, hvor hverken chefen, kollegerne eller ægtemanden måske ved chikane,« siger Henrik Holt Larsen, arbejdsmarkedsforsker på CBS, Handelshøjskolen i København.

Siger bare op

Derfor ende mange sagerne ofte med, at ofrene siger jobbet op og går ud af døren - med en helt anden undskyldning end sexchikane.

Hos fagforeningen HK får man hvert år 500 henvendelser om sexchikane. Men der gemmer sig langt flere under bunkerne af papirer med folk, der har sagt op.

»De beder om hjælp til at skifte job, og siger, at skyldes andre grunde. De siger endda ja til flere ugers karantæne til A-kasser i stedet for at fortælle os, at de har været udsat for sex-chikane. Det er først, hvis vi spørger ind til deres sag, at de tør fortælle os om chikanen,« siger Jeanette Hahnemann, konsulent i HK’s juridiske afdeling.

Sværre sager

Advokat Peter Breum har de seneste knap 20 år hvert år ført 8-10 sager om sexchikane. Han mener, at kvinderne har fået sværere ved at bevise deres sager.

»Det er sjældent, at der er en sms, en email eller noget andet konkret at tage fat i. Så det kommer meget til at handle om kvindens egen forklaring. Og der synes jeg, at det har været flere eksempler på, at dommeren ikke tillægge kvindernes forklaring så meget værdi,« siger Peter Breum.

Han peger på, at sexchikane ikke kun er fysiske overgreb, men også verbale angreb.

Forleden frikendte landsretten chefen for en bagerafdeling for at sige »Du ser lidt træt ud - har du fået for meget pik i nat?«

Peter Breum mener sagerne er blevet sværre at vinde på grund af et EU-direktiv om såkaldt »delt bevisburde,« som egentlig burde hjælpe kvinderne. Men som i virkeligheden har gjort det svære at dokumentere sagerne.

»Hvis man ikke vil prisgive de her kvinder, så må man stole på dem. Det er min erfaring, at når man ser deres forklaring i retten, så er man meget sjældent i tvivl,« siger han.