Plummer skal på stationen og svare på spørgsmål.
Kenneth Plummer ruttede med fortrolige oplysninger og anklagede chefkolleger for regnskabsfusk. Derfor måtte han gå som generaldirektør i DR.
Nu efterforsker politiet, om der er foregået en forbrydelse i sagen om den skandaleombruste portrætbog 'Plummer - Summen af kardemommen', der førte til toplederens fald fra tinderne. Det skriver B.T.
"Det er rigtigt, at vi vil afhøre ham. Men jeg kan ikke på nuværende tidspunkt sige, hvornår næste afhøring finder sted, da den eksakte dato ikke er fundet endnu," siger efterforskningsleder Henning Schmidt fra afdelingen for økonomisk kriminalitet ved Københavns Politi.
Politiet har allerede haft forfatteren bag bogen, Kurt Lassen, til afhøring.
"Vi er ved at undersøge, om der er foregået noget kriminelt i forbindelse med bogen. Derfor har vi haft ham (Kurt Lassen, red.) inde til afhøring i går," fortæller Henning Schmidt.
Uffe Thorndahl, Hørsholms tidligere borgmester, politianmeldte Plummer, da portrætbogen kom på gaden, og det er derfor, at ordensmagten nu efterforsker sagen.