Sagen mod to plejeforældre fra Mern i Vordingborg Kommune kører videre.
Det sker, selvom den tidligere plejefars forsvarer ellers havde håbet, at sagen kunne blive udsat, da der var kommet nye akter frem i sagen.
Men dommeren har ladet sagen køre som planlagt, skriver sn.dk.
Ifølge Hanne Ziebe, der er den 60-årige tidligere plejefars forsvarer, spurgte hun allerede efter akterne tilbage i juli sidste år, men har altså først fået dem nu. Og hun ville gerne have tid til at se nærmere på de nye akter. Men det får hun altså ikke lov til.
De to tidligere plejeforældre er tiltalt for en række grove anklager om vold og vanrøgt af i alt otte plejebørn over to årtier.
Blandt andet er den 60-årige mand tiltalt for at have rettet en pistol mod et plejebarn og havde truet et andet barn på livet.
Dertil er både han og den 54-årige kvinde også tiltalt for at have udsat børnene for lussinger, slag, skub og spark.
Sagen kører i retten i Nykøbing Falster, og der er afsat ti retsdage. Dommen falder i slutningen af januar.