Med blot tre sejre i 2019 gik Peter Sagan ind til Tour de France med et usædvanlig stille forår bag sig.
Derfor faldt spurtsejren på 5. etape på et tørt sted for den sejrsvante slovak, der hentede karrierens 12. etapesejr i det franske etapeløb.
- Når jeg ikke vinder, spørger alle mig om, hvad der er galt. Som man kan se: Der er ikke noget galt. Alle behøver bare held og en god dag for at lykkes.
- Jeg prøver hver dag, og på tidspunkt lykkes det. Man skal bevare tålmodigheden. Mine holdkammerater skal have tak, for de gjorde et stort arbejde, siger Peter Sagan.
Han havde maveproblemer tidligt i sæsonen, og selv mener han, det har medvirket til, at det "kun" blev til tre sejre inden Tour de France.
- Selv om jeg kun var syg i nogle dage, tror jeg, at min krop har lidt under det. Men alle sæsoner er forskellige. Et år går det fantastisk, næste år går det ikke så godt, siger Peter Sagan.
Han er allerede godt på vej til at vinde den grønne pointtrøje for syvende gang, hvilket vil være rekord.
I pointtabellen er Sagan efter 5. etape 47 point foran nærmeste forfølger, Sunweb-kaptajnen Michael Matthews.
/ritzau/