Opdateret kl. 11:02
Sommerens Tour de France-dækning på TV2 bliver uden den karakteristiske røst fra Jørgen Leth.
TV2 ville gerne have Jørgen Leth til at bidrage til kanalens Tour-dækning fra studiet i Odense, men kommentatoren har ønsket at dække Touren fra Frankrig, som han har haft for vane.
Som følge af de to modstridende ønsker kommer Jørgen Leth ikke til at bidrage med anekdoter om vine, tragedier, seværdigheder og cykelløb under Tour de France. Det oplyser TV2.
Bruddet ærgrer TV2's sportschef, Frederik Lauesen.
- Vi vil alle savne hans ekspertise, analyser og vidunderlige historier, når løbet skydes i gang i år.
- Vi har fra TV 2 Sportens side naturligvis ønsket at fortsætte samarbejdet med Jørgen Leth, men desværre har vi ikke kunnet blive enige med Jørgen om rammerne for hans rolle i år. Det skal vi være de allerførste til at beklage, og vi ved, at seerne vil gøre det samme.
- Vi har hvert år både folk på farten med feltet i Frankrig og et værtshold i vores centrale studie på Kvægtorvet i Odense, og i år har vi ønsket at have Jørgen Leth i studiet herhjemme sammen med Thomas Kristensen og Henrik Jul. Jørgen foretrækker i stedet at være i Frankrig, siger TV2-chefen.
Den 81-årige aarhusianer havde håbet at kunne dække cykelløbet mange år endnu.
- Vi har haft et langt og glædeligt samarbejde, der gennem årene har ført til mange magiske stunder i verdens bedste cykelløb.
- For mig er selve essensen af mit arbejde som Tour de France-kommentator at være i Frankrig, der hvor det sker, og jeg så frem til at være med igen i år og langt ud i fremtiden. En vision jeg indtil for nylig delte med TV2, siger Jørgen Leth.
Under Tour de France har han haft forskellige roller på TV2. Han er blandt andet kendt for at udgøre halvdelen af den ikoniske kommentatorduo med Jørn Mader. Duoen kommenterede blandt andet Bjarne Riis' triumf i sommeren 1996.
Leth har også siddet i kommentatorboksen med andre TV2-profiler. I 2018 sad han dog ikke fysisk i kommentatorboksen, men under en parasol udenfor, hvor der løbende under etaperne blev stillet om til ham.
Tour de France begynder 6. juli.
/ritzau/