Hvis du også savner Otto Leisners vittigheder, så er der håb. Lauritz.com har nemlig sat Otto Leisners samlede kartotek af vittigheder på auktion. Det skriver DR.
Samlingen består af tre arkivkasser, der tilsammen indeholder i omegnen af 3000 vittigheder alle egenhændigt samlet af Otto selv. De er alle opdelt i kategorier som kvinder, skat, jul m.m.
En populær vare
”Sælgeren er Otto Leisners familie, og selv om det er en speciel auktion, var vi ikke sene til at sige ja og lægge en plan for, hvordan salget skulle foregå. Vi kan alle huske, at vi har set Otto Leisner, der jo var et stort ikon inden for radio og tv,” siger vurderingsekspert Helle Kamvig fra Lauritz.com.
Varen har tydeligvis også været svær at værdisætte. Vurderingen stod på 5000 kr. men næste bud lyder i skrivende stund på 14.500 kr.
”Her er vi ude i liebhaveri, og vil man have tingene, betyder vores vurdering nok ikke så meget,” forklarer Helle Kamvig.
Kilde: DR.dk