"Goddag, jeg hedder Flemming. Jeg vil gerne sælge dig vores nye højteknologiske printerpapir."
Hilsner som denne, eller tilsvarende, er der kommet færre af i den seneste tid.
Ledigheden blandt landets sælgere er nemlig eksploderet, skriver Business Danmark, der er en interesseorganisation for 30.000 af landets medarbejdere inden for salg og marketing.
Den aktuelle ledighed er i organisationen på 4,2 procent, og aldrig tidligere er den steget så markant som netop nu, selvom de seneste måneder har vist en lille stabilisering.
"Ledigheden vokser, og samtidig har de ledige udsigt til at være uden arbejde i længere tid. Med den aktuelle økonomiske situation i virksomhederne er der ikke umiddelbart tegn på, at det vil ændre sig på kort sigt," udtaler Per Møller, der er formand for Business Danmarks a-kasse.
For blot 18 måneder siden var ledigheden i Business Danmark historisk lav.