I går blev et 21-årigt medlem af Hells Angels' støttegruppe AK81 skudt i hånden og i hovedet på Nørrebro i København.
I dag blev han varetægtsfængslet i 26 dage, hvoraf 12 skal være i isolation. Han er sigtet for drabsforsøg. Manden var ikke selv til stede i retten, da han stadig er indlagt på Rigshospitalet, hvor han skal opereres i dag.
"Så snart han er klar igen, så skal han i retten. Og det er han formentlig om et par dage," siger efterforskningsleder i Københavns Politi Knud Hvass til Newspaq.
AK81-medlemmet blev fundet såret ved et butikscenter på Østerbro i går. Kort tid inden var der blevet affyret 6-8 skud i Mjølnerparken, som ligger få minutters kørsel fra stedet.
Nogle af skuddene kom ifølge politiet fra den sårede 21-årige.
Sammen med en ukendt person kørte han ind i Mjølnerparken, og fra bilen skød de mod en tredje person, som politiet heller ikke har fundet endnu.