Er det persondataloven, eller er det den folkeretlige lov, der gælder for de oplysninger et dansk sikkerhedsfirma indsamler for amerikanerne?
Det spørgsmål har SF's retsordfører rejst overfor justitsminister Lars Barfoed. Men svaret er ifølge retsordføreren noget mudret.
"Det er uklart, hvad han mener. Det er ikke særlig betryggende. Når ministeren har slået fast, at reglerne skal overholdes, så er jeg selvfølgelig meget interesseret i at vide, hvilke regler der skal overholdes, og hvordan kontrollere man det."
Ministerens svar lyder, at persondataloven ville kunne gælde for private sikkerhedsfirmaer, men hvis det er som led i en udenlandsk ambassade nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, så er vi nødt til at overholde de folkeretlige forpligtelser, og så vil persondataloven måske kunne gælde i begrænset omfang for sikkerhedsfirmaer.
Det skaber tvivl om ministeren kender til, hvilke regler der gælder for overvågning i forbindelse med sagen om den amerikanske ambassade.
"Problemet er, at retstilstanden uklar. På den ene side siger ministeren, at det kan godt være, at persondataloven gælder for de private sikkerhedsfirmaer, der udfører opgaver for amerikanerne. Men det kan også godt være, at de ikke gør," siger Karina Lorentzen.
Håbet er større end troen, når det gælder tilliden til justitsministeren, og hvad der kommer ud af dagens åbne samråd om overvågningen ved ambassaden på Østerbro.
"Jeg har et håb om, at Lars Barfoed vægter danskernes retssikkerhed lige så højt, som jeg gør, men jeg kan da ærligt talt komme i tvivl. Jeg synes, vi må have et klart svar på, hvad det er for en retstilstand, der gælder. Det er også afgørende for, om Datatilsynet har noget at undersøge," siger Karina Lorentzen.
Hun mener, at ministeren skalter og valter med den almindelig borgernes retssikkerhed, og det efterlader et billede af en minister, der er fuldstændig ligeglad med danskerne retssikkerhed.