En flok snedige kvindelige tricktyve er på spil i Århus, hvor de stjæler fra ældre mennesker i supermarkeder.
Kvinderne ligner almindelige kunder, men alt imens den ene tyv står og betaler i supermarkedskøen, går en anden kvinde på rov i din taske.
"De slår helt typisk til mod oftest ældre kvinder, som de stiller sig bagved i køen. Når tyvene selv skal betale,og offeret er ved at pakke sine varer sammen, er der en medskyldig, som napper pungen fra offerets åbne taske, der typisk står i indkøbsvognen, en rolator eller andet," siger politikommissær Amrik Singh Chadha fra Østjyllands Politi til eb.dk.
Østjyllands Politi har sendt overvågningsbilleder ud fra Føtex og Netto i Århus, og her ser man tydeligt tricktyvenes metoder, hvor den ene af kvinderne med et tørklæde over armen hurtigt stjæler de uvidende ældres punge.
"De er rutinerede og lynhurtige. Og vi vil gerne opfordre alle til ikke at have tasken stående åben eller vende ryggen til sine ting," siger politikommissæren til eb.dk.
Ingen af de to kvinder fra overvågningsbilledet er fanget. Politiet beskriver dem som sigøjnere, der oser rundt i butikkerne for at udse sig deres ofre.