Venstrefløjens største stemmesluger, Johanne Schmidt-Nielsen, risikerer at miste sin plads i Folketinget, hvis næste valg udskrives efter maj 2015.
Men nu melder flere i Liste Ø sig klar til at gradbøje principperne, så man kan sikre taburetten til partiets politiske ordfører.
Ellers falder hun nemlig for Enhedslistens såkaldte rotationsprincip, der sikrer, at folketingsmedlemmer bliver udskiftet efter en periode på Christiansborg for at sikre friske kræfter på posterne.
I partiets landsmødehæfte frem mod årsmødet i april lægger partiets afdeling i Gladsaxe et forslag på bordet, der betyder, at Johanne Schmidt-Nielsen kan genvælges efter maj 2015, skriver DR Nyheder.
- Vi lægger vægt på, at vores kandidater har en lokal tilknytning og er bygget op lokalt, og det vil vi gerne bibeholde, også i tilfældet af, at valget ligger lige foran os, fortæller Flemming Holst, byrådskandidat for Enhedslisten i Gladsaxe, ifølge DR Nyheder.
Det er kun Helle Thorning-Schmidt (S), der i sin egenskab som statsminister bestemmer, hvornår danskerne skal til folketingsvalg næste gang. Og tidspunktet er afgørende for Johanne Schmidt-Nielsens fremtid på Christiansborg.
- Hvis hun ikke udskriver valg mellem maj og september 2015, så får det ingen betydning for vores opstilling, siger Flemming Holst til DR Nyheder.
Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen, genopstiller ikke ved næste valg ligesom finansordfører Frank Aaen. Begge falder for rotationsprincippet, der medfører, at folketingsmedlemmer ikke kan genopstille, når de har været valgt i over syv år.
/ritzau/