Køreplanen for magten er klar, hvis S og SF snupper regeringstaburetterne efter næste valg. Og der holdes et par sæder fri til de radikale. Det skriver Ugebrevet A4.
A4 har talt med en bunke kilder i og omkring S og SF og er nået frem til en ministerliste med overraskelser og selvfølgeligheder.
Helle Thorning-Schmidt (S) besætter selv tronstolen, Villy Søvndahl (SF) bliver udenrigsminister, mens Henrik Sass Larsen (S) bliver finansminister, Morten Bødskov (S) justitsminister, og Ole Sohn (SF) sætter sig til rette i Erhvervsministeriet.
I det næste lag af S'ere med taburetsikkerhed finder man Mette Frederiksen, Nicolai Wammen, Carsten Hansen og Henrik Dam Kristensen.
Margrethe Vestager fra de radikale får også en stor bil at køre rundt i. Hun snupper nemlig nøglerne til samme ministerium som sin forgænger i den radikale partilederstol, Marianne Jelved. Vestager skal være økonomiminister.
Hendes højre hånd, Morten Østergaard, indsættes enten som den øverste i Kulturministeriet eller Forskningsministeriet. Førstnævnte stilling var oprindelig tiltænkt Mogens Jensen (S), men han er ifølge Newspaqs kilder blegnet anseeligt i den socialdemokratiske ledelses øjne den seneste tid.
Af yngre kvinder garanteres Karen Hækkerup (S) og Astrid Krag (SF) taburetter ifølge A4. Ida Auken (SF) nævnes som bobler for at få ligestilling mellem antallet af mandlige og kvindelige ministre i Helles regering.
Ugebrevet har også udarbejdet et par blå bud på magtændring, hvis Lars Løkke Rasmussen skulle snuppe en valgsejr. Han vil eftersigende udnævne Lykke Friis til særlig Europaminister, når Danmark overtager EU-formandskabet i 2012 - præcis som forgænger Fogh gjorde i sin tid for 10 år siden.
Samtidig ventes Venstres maskinmester Claus Hjort Frederiksen at smutte tilbage i folketingsgruppen, mens Bertel Haarder nævnes som kandidat til formandssædet i tinget.
Selvom Pia Kjærsgaard har sagt, at hun kan få ministerbil, hvis hun vil, nævnes Dansk Folkeparti slet ikke i A4s mulige magtudfald. Læs hele listen her.