Vand, storm og flyvende objekter kan have efterladt bilen, kælderen eller taget ødelagt.
Hvis du er en af de uheldige med stormskade, så kan det være, at din forsikring dækker skaderne.
Når en storm er over 17,2 meter pr. sekund, så kan du anmelde skaderne til forsikringsselskabet.
Men det gælder om at være hurtigt ude og få dokumenteret skaden grundigt.
"Sørg for at tage billeder af skaden, og lad være med at smide noget ud, før du eventuelt har haft besøg af forsikringsselskabets taksator, eller din sag er afsluttet," siger Riccardo Krogh Pescatori fra Forsikringsoplysningen.
Det er også dit ansvar at forhindre, at eventuelle skader ikke forværres.
"Sørg for at forebygge yderligere skader. Det kan være at få lagt en pressening over huller i taget, at få dækket ødelagte vinduer til eller at få fjernet ting, der kunne blive udsat for regnvejr," lyder det fra Forsikringsoplysningen.
Har man ikke selv mulighed for at begrænse skader, så skal man kontakte sit forsikringsselskab og aftale, at man får et skadeservicefirma til at hjælpe.
Sådan dækker forsikringen:
Husforsikring:
- Din bygningsforsikring dækker skader på dit hus. Det kan for eksempel være tagsten, der løsner sig og blæser ned fra taget eller knuste ruder.
- Desuden dækker forsikringen skader på garager, skure og andre småbygninger, hvis de er opført på muret eller støbt sokkel.
Indboforsikring:
- Din indboforsikring dækker de skader, der sker som følge af en samtidig stormskade på bygningen. Det kan for eksempel være skader på dine møbler, tæpper og lignende. Dog dækkes stormskader på forsikrede genstande, der befinder sig udendørs, ikke.
Bilforsikring (kasko):
- Forsikringen dækker skader på køretøjet fra for eksempel væltede træer eller nedfaldne tagsten.