Her til formiddag beslutter bestyrelsen i Saab, at lade den svenske bilkoncern gå i betalingsstandsning.
Saab, der ejes af General Motors, har ifølge den svenske avis Dagens Industri indstillet alle betalinger og søgt om en rekonstruktion af virksomheden.
Den seneste udvikling er rigtig skidt for de 30.000 mennesker, som vurderes at blive berørt af en eventuel lukning af fabrikken. Der arbejder 4.500 mennesker i Saab-koncernen, men når man tæller underleverandører med, så vil en lukning ramme op mod 30.000.
En redningsplan for koncernen er dog ikke på vej fra den svenske regering, som har meldt ud, at den ikke vil hjælpe det hæderkronede bilmærke, der som alle andre bilkoncerner lider voldsomt under finanskrisen.