Der var en god grund til, at Kasi-Jesper blev tvunget til at lukke AG København.
En massiv skattegæld er den reelle grund til, at Jesper 'Kasi' Nielsen i dag står tilbage uden en krone på lommen, og at han er fortid som million-sponsor i den danske sportsverden, skriver Ekstra Bladet.
Skat kræver nemlig 168 millioner kroner af Kasi-Jesper, hans mor og søster samt deres selskaber. Og beløbet er kun foreløbigt. Skat forbeholder sig nemlig ret til yderligere krav og har ifølge Ekstra Bladet for nylig overtaget råderetten over alle familiens værdier.
Jesper Nielsen og hans familie har blandt andet trukket sponsorater i Brøndby og AG Håndbold til en værdi af over 200 millioner kroner fra i Skat i perioden 2007-2009, ligesom et liv på 1. klasse betalt af skatteyderne danner baggrunden for den massive skattesag mod familien.
Da Kasi-koncernens forretningsaktiviteter primært har ligget uden for landets grænser, vurderer Skat, at sponsoraterne udelukkende har været i familiens interesse.
Det fremgår af fortrolige dokumenter, som Ekstra Bladet er i besiddelse af, og som bærer signaturen fra Kammeradvokaten, der er statens og dermed Skats advokat.
Af dokumenterne, der attesteret 18. juli 2012, fremgår det, at Skat har været på sporet af Kasi-Jesper og hans familie i flere år. Allerede tilbage i september 2010 begyndte Skat en kulegravning af familien Nielsens koncern.
Kilde: ekstrabladet.dk