Fire dage efter turneringstriumfen ved Swiss Open kan den danske badmintonspiller Viktor Axelsen aflæse karrierens største bedrift på verdensranglisten.
Den blev opdateret torsdag, og det var med den 20-årige dansker på en 18.-plads. Dermed tog han et spring på otte pladser.
Han ligger marginalt bag landsmanden Hans-Kristian Vittinghus, der på den nyopdaterede liste falder fra 15.- til 17.-pladsen.
Vittinghus avancerede for få uger siden til top-20, efter han nåede finalen ved German Open.
Nu er begge spillere tæt på at kvalificere sig til VM i Danmark, der spilles fra 25. til 31. august.
For at opfylde målet skal de være placeret i top-24 ved VM-skæringsdatoen 24. april. Det er de tæt på nu, og det fik eksempelvis Viktor Axelsen til at melde afbud til denne uges turnering i Polen, hvor han oprindeligt havde planer om at hente vigtige point.
Danmarks bedste spiller i herresingle Jan Ø. Jørgensen ligger stadig nummer fem på verdensranglisten.
/ritzau/