Der blev ingen plads på podiets øverste trin for badmintonspilleren Hans-Kristian Vittinghus, der søndag spillede finale i herresingle ved London Grand Prix Gold i den engelske hovedstad.
Den andenseedede dansker tabte i finalen i Copper Box Arena 20-22, 16-21 til den useedede kineser Tian Houwei.
Dermed led Hans-Kristian Vittinghus samme skæbne som topseedede Jan Ø. Jørgensen, der tidligere i turneringen tabte til kineseren.
Tian Houwei er blot nummer 109 i verden, men bestemt ikke uden evner.
Kineseren er tidligere ungdomsverdensmester, og tidligere i år besejrede han verdensranglistens nummer et, Lee Chong Wei fra Malaysia.
Første sæt blev en lige affære, hvor spillerne skiftedes til at føre.
Fra 17-17 tog Tian Houwei tre point på stribe, men Hans-Kristian Vittinghus afværgede herefter tre sætbolde i træk.
Det var dog en stakket frist, for med yderligere to point sikrede kineseren sætsejren.
I andet sæt fulgtes spillerne ad til stillingen 12-12, hvorefter Tian Houwei trak fra og vandt turneringen.
Hans-Kristian Vittinghus, der ligger nummer 20 på verdensranglisten, havde spillet sig frem til finalen ved at besejre Viktor Axelsen i lørdagens rent danske semifinale.
Tidligere søndag vandt Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen den rent danske finale i damedouble over Line Damkjær Kruse og Marie Røpke.
Senere skal herredoublen Mathias Boe og Carsten Mogensen i aktion. OL- og VM-sølvvinderne møder et indonesisk par i finalen.
London Grand Prix Gold rangerer lige under Super Series-turneringerne.
Turneringen er opladning for de danske spillere til Super Series Premier-turneringen Denmark Open, der spilles i Odense 15.-20. oktober.
/ritzau/