Igen i år havde politiet rundt om på landets veje travlt med bødeblokken under den traditionelle påskerazzia, hvor tusindvis af billister blev fanget i ulovligheder.
Især havde folk bag rattet svært ved at holde foden fra speederen i dagene omkring påske.
Sammenlagt blev der på landsplan således snuppet 4.534 trafikanter, som alle kørte for stærkt, fortæller Carsten Andersen, kommunikationsrådgiver i Rigspolitiet.
"Af de her godt 4.500 billister er der 86 af dem, som får en betinget frakendelse af kørekortet, fordi de deres hastighed har været så høj," understreger han over for Newspaq.
Antallet af fartsyndere er dermed faldet sammenlignet med sidste år, hvor det lå på godt 1.000 flere med i alt 5.331 sigtelser.
Den positive nedgang fortsætter, når det gælder antallet af spritbillister, hvor flere formåede at holde påskefrokosterne og alkohol adskilt fra en tur i bilen.
I alt blev kun 223 bilister stoppet med spiritus i blodet mod 304 sidste år. Og det vækker smil hos lovens lange arm.
"Vi er hvert fald glade for at se, at der er et lillebitte fald i spritkørsel. Det er jo altid glædeligt. Vi kan stadig konstatere, at der er for mange der kører for stærkt, men alt andet lige er det tal også dalet i forhold til 2011, så det er sådan set også positivt," lyder det fra Carsten Andersen.
Udover fartsyndere og alkohol blev der også uddelt 231 bøder for ikke at køre med sikkerhedssele, mens 59 billister blev bøffet for at tale i håndholdt mobil.
Politiets landsdækkende påskerazzia fandt sted i dagene fra 3. til 9. april.