En frisk tur på den tohjulede blev en dyr oplevelse for de 3.231 cyklister, der i sidste uge blev stoppet i politiets cykelrazzia.
Politiet har netop fået overblik over det samlede antal bøder, der blev givet i ugens løb, og tallet viser sig at være mere end dobbelt så højt, som sidste gang politiet gennemførte en landsdækkende aktion mod cyklister. Dengang blev der udskrevet 1.471 bøder.
Kommunikationsrådgiver ved Rigspolitiet, Carsten Andersen, fortæller om aktionen i sidste uge:
"Det er umiddelbart et højt tal," siger han til Newspaq.
I alt gennemførte politiet 286 kontroller, og særligt to lovovertrædelser gik igen i løbet af ugen.
Der blev givet 816 bøder for at køre over for rødt og 885 bøder for at køre på fortov eller gangsti.
Politiet håber, at razziaen kan være med til at minde borgerne om, at de skal holde sig inden for reglerne. Hvis ikke, er politiet klar til at skrive flere bøder.
"Vi kan godt love, at det ikke er sidste gang, vi laver sådan nogle kontroller," siger Carsten Andersen.
Fra første januar 2012 steg bøderne for at overtræde færdselsloven på cykel.
Selvom prisen er steget fra 500 kroner til mellem 700 og 1.000 kroner, bliver der altså stadig kørt over for rødt mange stedet i landet.