Boligmarkedet er måske ved at finde et mere stabilt leje. Helt friske tal for juli viser, at ejerlejlighederne stiger i pris, mens priserne på huse holder sig stort set uændret.
For ejerlejlighederne ligger kvadratmeterprisen nu 400 kroner højere end ved årsskiftet, efter at prisen har sneget sig opad igennem flere måneder.
Og på husmarkedet er det nu anden måned i træk, at mæglernes tal viser stort set uændrede salgspriser.
- Flere signaler tyder på, at der begynder at være tale om et mere naturligt boligmarked, siger Birgit C. Daetz, kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.
Her indsamler man hver måned tal fra ejendomsmæglerne for solgte ejendomme. Derfor er der tale om helt aktuelle tal for markedet.
Ud over de stabile eller svagt stigende priser peger Birgit C. Daetz også på, at sælgerne nu giver mindre i nedslag end tidligere.
- Flere sælgere er indstillet på at stille en skarp pris nu, siger Birgit C. Daetz.
Et andet positivt tegn er, at salgstiderne er faldet i juli for både huse, lejligheder og sommerhuse.
- I København, hvor vi har de fleste af ejerlejlighederne, er salgstiden nede på fire-en-halv måned. Det er fint nok, mener Birgit C. Daetz.
- Vi har selvfølgelig set boligmarkeder i Danmark, der har været mere interessante. Men det begynder at udvikle sig stille og roligt, lyder vurderingen fra direktøren.
Salgspriserne for huse er i juli faldet med 0,1 procent. Dette skyldes primært pænt store fald på Sjælland, mens priserne går op i Hovedstaden og Nordjylland.
For ejerlejligheder steg salgsprisen i juli med 0,5 procent. Det skyldes især en kraftig stigning i priserne på Sjælland.
Antallet af ejerlejligheder til salg er faldet med hele 28 procent det seneste år, hvilket også kan holde hånden under priserne.
For sommerhuse var der tale om et fald i pris på 1,3 procent i juli.