VORES VALG

Så går fire millioner til stemmeurnerne

Over fire millioner danskere afgør de kommende timer, hvad landets nye statsminister skal hedde. Læs alt om valgets fakta.
Vælgerne skal i dag beslutte, hvilke af de 804 kandidater fra ni partier, der skal have en plads i Folketinget. 20 opstiller uden for partier.
Vælgerne skal i dag beslutte, hvilke af de 804 kandidater fra ni partier, der skal have en plads i Folketinget. 20 opstiller uden for partier. Foto: www.colourbox.com

Valget er i gang.

Her klokken 9 åbnede de 1454 valgsteder, og over fire millioner danskere - helt præcis 4.082.518 vælgere - skal i dag afgøre, om landets kommende statsminister skal hedde Lars Løkke Rasmussen (V) eller Helle Thorning-Schmidt (S).

Sammenlignet med folketingsvalget i 2007 er antallet af vælgere steget med 57.361 eller 1,43 pct. 260.000 unge danskere stemmer for første gang.

I alt 804 kandidater fra ni partier - samt 20 kandidater uden for partier - bejler til de 175 grønne stole i Folketingssalen. Det er fire færre kandidater end ved folketingsvalget i 2007.

Herudover skal der vælges to medlemmer i Grønland og to medlemmer på Færøerne, så antallet af folketingsmedlemmer kommer op på 179.

Som vælger kan man stemme enten på en bestemt person eller på et helt parti. Man kan dog også vælge at stemme blank. Stemmen får ingen betydning for valgresultatet men viser, at man interesserer sig for demokratiet i Danmark.

Ved valget i 2007 blev stemmeprocenten på 86,6.

Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) blev dengang danskernes darling med flest personlige stemmen. Han fik 68.751 stemmer mod knap 50.000 til S-leder Helle Thorning-Schmidt på andenpladsen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.