Skal du have nye vinduer på huset, så må du selv betale.
Renoveringspuljen på halvanden milliard kroner er nemlig nu brugt, oplyser Erhvervs- og Byggestyrelsen.
Foreløbig er omkring 114.000 ansøgninger om støtte til boligrenoveringer blevet behandlet, og langt de fleste har fået en økonomisk håndsrækning til deres byggeplaner. Kun cirka tre procent har fået afslag.
"Vi har tidligere stillet ansøgerne i udsigt, at de ville få svar fra os inden udgangen af juni måned. Og det nåede vi. Vi har nu behandlet alle ansøgninger, og de fleste har fået tilsagn om tilskud til deres boligprojekter," fortæller direktør i Erhvervs- og Byggestyrelsen Finn Lauritzen.
Man regner med, at renoveringspuljen sætter gang i boligprojekter for cirka 6 milliarder kroner. To tredjedele af støtten er gået til projekter, der nedsætter energiforbruget i boligerne.
20.000 ansøgere skal sende yderligere oplysninger ind til Erhvervs- og Byggestyrelsen, før deres ansøgninger kan behandles, og derudover er der fortsat cirka 3.000 på venteliste, som man regner med også får støtte.
Finn Lauritzen roser sine medarbejdere for deres indsats, mens ansøgningerne er strømmet ind.
"Vi har haft 120 vikarer ansat til at løse opgaven, og en del af styrelsens faste medarbejdere har arbejdet hårdt for at blive færdige med første runde i juni måned. Jeg er glad for den store indsats, som medarbejderne har ydet," siger han.