Hvis du står og skal sælge dit hus, må du hellere tjekke, om din ejendomsmægler nu også er mægler.
Erhvervs- og Byggestyrelsen har nemlig undersøgt branchen og fundet mange brodne kar. Derfor politianmelder styrelsen nu 71 personer for snyd med ejendomsmælgertitlen.
Titlen er beskyttet, fordi forbrugerne skal kunne stole på, at de får professionel rådgivning fra deres ejendomsmægler.
"For mange forbrugere er køb og salg af fast ejendom deres livs største økonomiske beslutning. Derfor har forbrugerne krav på, at deres ejendomsmægler rent faktisk er uddannet til at rådgive dem," siger direktør i Erhvervs- og Byggestyrelsen, Finn Lauritzen, til styrelsens hjemmeside.
Fra den 23. til 26. november 2009 kontrollerede Erhvervs- og Byggestyrelsen titlerne på ca. 1.000 ansatte i ejendomsmæglerforretninger.
Kontrollen blev på forhånd varslet til alle ejendomsmæglerkæder og i ejendomsmæglernes fagblad. Alligevel afslørede kontrollen, at mere end syv pct. snyder med titlen ejendomsmægler.
Ejendomsmæglertitlen er beskyttet ved lov. Det vil sige, at en person kun må kalde sig ejendomsmægler, hvis vedkommende er registreret i det offentlige ejendomsmæglerregister, der administreres af Erhvervs- og Byggestyrelsen.
Misbrug af ejendomsmæglertitlen straffes med bødestraf.
Forbrugerne kan undersøge om deres ejendomsmægler har ret til at bruge titlen på www.cvr.dk