Sunde virksomheder skal have en større chance for at overleve. Derfor vil Socialdemokraterne skyde omkring 50 milliarder kroner i en statsbank.
Den massive investering skal sørge for, at små og mellemstore virksomheder lettere kan få kredit, så de ikke skal fyre medarbejdere.
"Virksomheder, der i dag får nej til at låne penge, kan ikke gå andre steder hen, og så må de dreje nøglen om. Derfor vil vi sende en ny spiller på banen med en statsbank," siger Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt til Berlingske Tidende.
Forslaget bliver præsenteret på partiets sommermøde i dag.
Pengene skal findes ved at sælge statsobligationer og ved overskuddet fra Bankpakke II.
Banken skal have en selvstændig bestyrelse og sælges igen, så snart opgaven er løst, fortæller partiformanden. Hun bliver bakket op af lektor Finn Østrup fra handelshøjskolen CBS i København.
"Det er en god idé at lave en statsbank. Det er tydeligt, at bankerne er blevet mere forsigtige, så selv rentable projekter får afslag på at låne penge. Og det er naturligvis et problem," siger Finn Østrup.
Banken skal dog blot fungere som en sidste udvej, hvis virksomheden allerede har fået et nej fra sin bank.