Et bredt flertal på Københavns Rådhus stemte torsdag aften for et forslag om at sælge det euforiserende stof hash i offentlige butikker på forsøgsbasis.
Forslaget er derfor nu sendt videre til politikerne på Christiansborg, som skal godkende den kontroversielle plan, hvis den skal blive til noget.
"Jeg er overbevist om, at et flertal i Folketinget også gerne vil tænke nyt på misbrugsområdet," siger den socialdemokratiske byrådspolitiker Lars Aslan Rasmussen til DR.
Men noget tyder på, at han ikke har vendt dette med sine partifæller på Borgen.
"Vi synes, det er en rigtig, rigtig dårlig idé at frigive hashen," lyder meldingen fra retsordfører Ole Hækkerup (S) til Nyhedsbureauet Newspaq.
"Når vi frigiver hash, får vi unge til at prøve hash tidligere, og vi ved at hvis man ryger hash en gang i weekenden, er man permanent i en sløvet tilstand, hvor man ikke rigtig får noget ud af skolen eller arbejde," forklarer retsordføreren, som derfor blankt afviser forslaget..
Dermed er Socialdemokraterne i Folketinget på linje med Venstre, der også er modstandere af forsøg med fri hash i hovedstaden.
Socialudvalget i København skal nu i gang med at lave et udkast til, hvordan afkriminaliseringen af hash helt præcist skal udmøntes, hvor eksperter på misbrugsområdet tages med på råd.
Kilde: DR