De to første exit prognoser giver regeringsmagten herhjemme til den røde blok.
Men selv om sejren langt fra er i hus, så kan toppen af Socialdemokraterne mærke vinden i ryggen.
"Jamen, min mavefornemmelse er god. Men når det er sagt, så skal det også understreges, at der er lang vej igen," siger næstformand hos Socialdemkraterne, Nick Hækkerup, til Newspaq.
Han glæder sig over, at valgdeltagelse tegner til at blive høj, hvilket i hans øjne betyder, at vælgerne brænder for et systemskifte.
"Det er et supervigtigt valg ikke bare for Socialdemokratiet, men også for Danmark. For at sikre, at der bliver plads til ordentlig uddannelse, fri og lige adgang til sundhed og for at få skabt de arbejdspladser, der er så meget brug for," siger Hækkerup, der holder liv i valgkampsretorikken.