Endnu før Lars Løkkes plan om at afskaffe regionerne i dagens udgave af Berlingske når at blive præsenteret, skydes den ned af oppositionen.
Sundhedsordfører, Sophie Hæstrup Andersen, siger til Newspaq, at Socialdemokraterne har helt andre planer med regionerne.
"Vi vil helst udvikle regionerne. Vi mener, at der allerede nu er opgaver som kommunerne har svært ved at løse, blandt andet over for handikappede, hjerneskadede og på miljøområdet."
Socialdemokraterne ønsker ikke, at beslutningerne skal tages længere væk fra borgerne, som tilfældet vil være, hvis staten skal overtage driften af sygehusene.
"Ønsker vi virkelig en centralisering af vores sygehusvæsen? At beslutningerne skal tages endnu længere væk fra borgerne. Klarer staten det særligt godt med at drive politiet, forsvaret og motorvejene? Det mangler Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative at svare på ", siger Sophie Hæstrup Andersen til Newspaq.