S: Pensionspenge skal skabe job
Pengene fra pensionselskaber skal bruges på at renovere kloakker og bygge nye broer, foreslår S-leder. Foto: colourbox
Penge fra pensionselskabernes bugnende kasse skal finansiere offentlige byggerier f.eks. betalingsringen omkring København, foreslår S.

Pengetankene i de private pensionsselskaber skal bruges på offentligt byggeri, foreslår socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt.

Helt konkret vil socialdemokraterne have fingre i et tocifret milliardbeløb fra pensionsselskaberne til at finansiere og drive offentlige byggerier - blandt andet den meget omtalte betalingsring om København, skriver Berlingske.

"Det er jo lønmodtagernes midler, og de skal bruges til gavn for at skabe nye job i Danmark," siger Helle Thorning-Schmidt til avisen.

Pengene skal også bruges på at renovere kloakker og bygge nye broer.

Når byggeriet er på plads, skal driften sikre Pensionsselskaberne et afkast på deres investering.

Både Danica Pension og PFA Pension tager vel imod forslaget.

Et vigtigt led i strategien er at åbne op for, at kommuner og regioner kan dispensere fra de såkaldte deponeringsregler. Dermed slipper de for at deponere et tilsvarende beløb, som det pensionsselskaberne investerer i et givent projekt.

Kilde: Berlingske