Socialdemokratiet mener ikke, at politikere skal blande sig i vilkårene for lønmodtagerne.
Det sker som reaktion på, at Enhedslisten har lavet et regnestykke, der viser, hvordan vi får råd til en 30 timers arbejdsuge. Men det får ikke opbakning fra finansordfører Benny Engelbrecht (S).
- Løn- og arbejdsvilkår er noget, man skal overlade til arbejdsmarkedets parter, fordi vi har en arbejdsmarkedsmodel, hvor politikerne skal blande sig udenom, siger han.
Enhedslistens økonomiske model er baseret på anerkendte regnemetoder, der viser, hvordan lønmodtagerne ved fremtidige overenskomstforhandlinger vil kunne veksle højere løn til kortere arbejdstid.
Modellen indføres over 21 år og indebærer, at folk på arbejdsmarkedet kan bevare både deres nuværende velstand og serviceniveauet i den offentlige sektor.
- Man skal bede håndværkeren droppe enhver form for reallønsstigning. Bortset fra en regulering, som tager højde for inflationen, så skal man fastholde lønningerne frem til 2040.
- Det tror jeg ikke, at de danske lønmodtagere er interesseret i, så allerede der sprænger beregningerne, siger Benny Engelbrecht.
Enhedslisten mener, at der med nedsat arbejdstid bliver plads til flere, som står uden for arbejdsmarkedet.
Men Benny Engelbrecht vil hellere se på, hvordan man løser problemet med, at der kommer til at mangle 70.000 faglærte.
- Det vil ikke ligefrem hjælpe, hvis folk arbejder mindre, så vil vi bare komme til at mangle endnu flere faglærte de kommende år, siger han.
/ritzau/