Det er et forkert signal videnskabsminister Helge Sander sender, når han opfordrer unge til at nøjes med en treårig bacheloruddannelse og gå direkte på arbejdsmarkedet, mener Socialdemokraternes videnskabsordfører, Kirsten Brosbøl.
"Jeg synes, at det er et helt forkert signal fra landets videnskabsminister i en tid, hvor alle taler om, at det vigtigste konkurrenceparameter for Danmark i globaliseringen, netop er viden," siger hun til Nyhedsbureauet Newspaq.
Hun mener, at landet har brug for mere uddannelse - ikke mindre - og derfor bevæger ministerens sig i en forkert retning.
Hun køber slet ikke argumentet om, at virksomhederne har brug for de unge med bachelorgrader.
"Jeg synes ikke, at han har dokumenteret, at der faktisk er en efterspørgsel. Allerede i dag kan folk jo stoppe efter deres bacheloruddannelse og gå ud og tage et job. Men sagen er, at virksomhederne slet ikke mangler universitære bachelorer," fastslår hun.
Hun opfordrer videnskabsministeren til at dokumentere sin påstand. Samtidig kritiserer hun, at opfordringen kommer midt i den finansielle krise, hvor flere søger ind på universiteterne.
Hos de Konservative mener videnskabsordfører Charlotte Dyremose, at der er brug for en kulturændring.
"Jeg mener, at vi godt kan begynde at overveje den kultur, vi har i Danmark. I USA er det for eksempel helt normalt, at man kommer ud og arbejder efter sin bachelor. Efter nogle år i en virksomhed tager man så en kandidat, som rent faktisk passer til det man kommer til at lave," fastslår hun over for Newspaq.
Hun vil dog ikke være med til at opfordre de unge, til at uddanne sig mindre.
"Jeg vil jo give de unge den modsatte opfordring. Jeg vil sige til de unge, der tænker, at fem år på universitetet er i overkanten, at man faktisk godt kan nøjes med en bachelor, som man kan tage tre år og komme ud på arbejdsmarkedet," siger Charlotte Dyremose.