
Nu har Socialdemokraterne så udnævnt Dansk Folkeparti til hovedfjenden. Hvorfor det - hvorfor ikke Venstre?
Svane: Fordi Socialdemokraterne har stillet blikket ind på en gruppe vælgere, som de kalder 'blå mulige'. Eller 'nok er nok'-segmentet. Dem, der i foråret 2007 smed alt, hvad de havde i hænderne for at slutte sig til Naser Khaders Ny Alliance.
Det fik de som bekendt ikke det store ud af, men S er via meningsmålinger og fokusgrupper nået frem til at mene, at der stadig er en række borgerlige vælgere, som er til at flytte over. Og i Aalborg-hallen kvitterede de med klapsalver, hver gang der blev tordnet mod Dansk Folkeparti fra talerstolen.
Men nu er det jo altså Venstre med Lars Løkke Rasmussen i spidsen, der har statsministerposten?
Svane: Ja, men anden del af den socialdemokratiske strategi er at vise, at Løkke er i lommen på Pia Kjærsgaard. At han bare er hendes lille nikkedukke.
Vil det virke?
Svane: Det kan der stilles store spørgsmålstegn ved. Hidtil har dæmoniseringen af Pia Kjærsgaard kun gavnet en eneste: Pia Kjærsgaard. Ja og så også Dansk Folkeparti.
Og så var læren af valget i 2007 jo, at dem, der vandt efter det politiske stormvejr, Ny Alliancen efterlod, var Dansk Folkeparti - ved at blive ved med at sige det, de hele tiden har sagt.
DF har taget en masse socialdemokratiske vælgere, hvorfor skulle de gå tilbage til S, bare fordi S nu siger, at deres "nye parti" nu er blevet fjenden. Og i øvrigt samtidig vil indføre en ny og indiskutabelt sundere politik, hvor cigaretter og usunde fødevarer skal være dyre. Mens DF omvendt er dem, der træder på klima-bremsen og giver plads til den skepsis og træthed, folk ofte føler over hele tiden at få at vide, at de lever usundt.
Hvorfor skulle de gå tilbage til S? Så er der de borgerlige vælgere, der er trætte af samarbejdet med DF. Vil de blive socialdemokrater? Det er spørgsmålet, som kun et valg kan give svar på.
Hvad så med De Radikale? Skal de bare rette ind?
Svane: Groft sagt ja. Det er analysen hos S-toppen, at R ikke vil vælte en S-regering - men det også analysen, at slagsmålet skal tages nu. Ikke i en valgkamp - men nu, hvor der er god tid til valget. S ved af gammel erfaring, at de pinedød skal have et ordentligt forhold til de radikale - selvom de grundlæggende ikke kan holde dem ud.
Det er de nødt til at holde indenbords - her kan de så kalde dem 'luskefise' og 'tæppehandlere' og hvilke skældsord, der ellers har været hæftet på det lille parti.
Hvorfor tales der så om valg og nyvalg i 2011?
Svane: Fordi politik af og til er så hysterisk, at det ikke er til at holde ud. Undskyld det lidt gammeldags sprog, men vi skriver 2009 og så kører der en diskussion om ikke bare et, men to valg i 2011.
Det er spåkoneri på et plan, der egner sig bedre til en campingvogn på en markedsplads end til en reel politisk diskussion.
Politisk redaktør på Avisen.dk, Elisabet Svane, er på S-kongres i Aalborg.
Her fortæller hun, hvad der skete bag kulissen.