Politikerne skal væbne sig med tålmodighed før de kan gå i verbal slåskamp om betalingsringen i Folketinget.
Helle Thorning-Schmidt (S) siger i et svar til Folketinget Forretningsudvalg, at regeringen vil fremlægge sit bud på en betalingsring i slutningen af marts.
Transportordfører for Socialdemokraterne Rasmus Prehn havde en forventning om, at forslaget ville komme hurtigere på bordet.
"Der er så nogle ting, der er trukket ud, og sådan er det en gang imellem, når der kommer kritikpunkter og andet, så prøver vi at tage højde for det bedst muligt," siger Prehn.
Først efter forslaget er behandlet af forretningsordenen, kan det komme til behandling i Folketinget.
"Og så bliver forslaget jo behandlet måske i april måned. Så det bliver her i foråret. Men det er klart, i politik kan alt ske," væver transportordføreren.
I søndags kom det frem, at det regnestykke regeringen fremlagde under valgkampen ikke stemmer overens med virkeligheden.
Det har hele tiden heddet sig, at prisen for at krydse betalingsringen maksimalt ville komme op på 25 kroner i de mest pressede tidsrum.
Men søndag kunne Ekstra Bladet dokumentere, at det vil koste hele 40 kroner at krydse ringen i myldretiden, hvis regeringen skal få de to milliarder ud af ringen, som de lovede ville være overskuddet under valgkampen.
Meningen var, at forslaget om betalingsringen skulle have været fremsat for Folketinget inden nytår.