Det får ikke Socialdemokraterne til at juble, at over 700.000 danskere ifølge en Gallup-undersøgelse lavet for Berlingske Tidende vil gøre brug af muligheden for at hæve deres penge fra den såkaldte SP-ordning.
"Det ville være meget mere effektivt, hvis vi brugte tilsvarende beløb på for eksempel at fremrykke renoveringer af skoler, daginstitutioner og lignende. Det giver simpelthen mere beskæftigelse," siger partiets skatteordfører, Nick Hækkerup, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Reaktionen kommer efter, at regeringen mandag åbnede op for, at man kan hæve de penge, man har opsparet i den Særlige Pensionsordning, kaldet SP.
Hækkerup frygter, at ordningen vil resultere i en stor regning til staten.
"Hvis ordningen bare bliver brugt til at sænke skatten med, skaber det ikke noget forbrug overhovedet, så er det det rene spild. Så koster det bare statskassen penge," siger han til Newspaq.