Der har været mange forskellige ønsker til fremtidens læreruddannelse på forhandlingsbordet i Uddannelsesministeriet, hvor partierne bag folkeskoleforliget i dag har været samlet for første gang.
De Konservative ønsker i lighed med Danmarks Lærerforening at ændre læreruddannelsen fra en fireårig professionsbacheloruddannelse til en femårig kandidatuddannelse på universitetsniveau.
- Vi har præsenteret vores ønske for ministeren og de andre partier, så de ved, hvor vi står. Men det er ikke noget, der er blevet diskuteret yderligere på dagens møde. Det er vigtigt at understrege, at vi ønsker ændringen for at styrke fagligheden, og så kan det også bekæmpe det høje frafald, siger De Konservatives ordfører på området Mai Henriksen.
Socialdemokraterne er dog ikke klar til at ændre læreruddannelsen fra professionsbachelor til universitetsuddannelse.
- Læreruddannelsen skal forblive en professionsbacheloruddannelse, fordi vi på den måde holder de studerende tæt på det praktiske i at være lærer. Jeg mangler også, at De Konservative viser, hvor pengene skal komme fra, siger forskningsordfører Kirsten Brosbøll.
I regeringens udspil er man klar til at indføre karaktergivning for praktikken under uddannelsen, og det tyder på, at der kan findes fælles fodslag til det forslag.
- Med karakterer for praktikken kan vi sikre, at de studerende lever op til kravene, når de er i praktik. Men det er også vigtigt, at de studerende selv kan se, hvor godt de har gjort det i praktikken, siger Mai Henriksen.
Socialdemokraterne ser også positivt på muligheden for at gøre op med de stramme regler på linjefagene.
- Vi giver slip på nogle af de bindinger, der i dag eksisterer på linjefagenes omfang og kombinationsmuligheder. Vi lægger op til en deregulering, hvor professionsskolerne og de studerende nemmere selv kan sammensætte fagpakkerne, siger Kirsten Brosbøll.
Socialdemokraterne og De Konservative er også begge positive i forhold til at indføre forsamtaler, inden studerende kan optages på studiet. Det skal ske for at forhindre det høje frafald og for at forventningsafstemme.
Parterne genoptager forhandlingerne igen på tirsdag. Kun Enhedslisten og Liberal Alliance står uden for forligskredsen.