Ifølge medieordfører Mogens Jensen (S) skal kanalen bevares som en public service-kanal, der er tilgængelig for alle danskere. Det skriver politiken.dk.
Mogens Jensen lover dog, at han vil se på, hvordan økonomien for den trængte tv-kanal kan reddes.
Stationen skylder mere end 850 mio. kroner væk, og kanalen har problemer med underskud.
Ifølge bestyrelsesformand for TV 2, Lars Libst, er alle mulige løsninger i spil for at redde kanalens økonomi.
Han siger til TV 2 News, at kanalen dog nu har et godt billede af, hvad der skal til for at redde økonomien.
Blandt andet en lukning af mediehusene i Odense eller København menes at være i spil, ligesom et frasalg af kanalens andel af det danske sendenet er blevet nævnt som en mulig løsning.
/Newspaq/