Er det i orden, at sygeplejersker eller andre kvindelige ansatte arbejder nat eller nat, når man nu ved, at der er en sammenhæng mellem natarbejde og brystkræft?
Nej mener Sygeplejerskerne, der vil have politikerne til at lovgive på området.
Men det vil politikerne ikke - i hvert fald ikke Socialdemokraterne, der henviser til den danske model, hvor politikerne laver de overordnede rammer, mens arbejdsgivere og lønmodtagere afgør detailsprøgsmålene.
"Det er ikke politikerne, der skal sætte maksimumgrænser for natarbejde eller akkordarbejde. Det er noget, der skal forhandles parterne imellem," siger Torben Hansen, arbejdsmarkedsordfører (S) til Newspaq.
Udmeldingen fra sygeplejerskerne kommer efter, at en rapport fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har påvist, at der er en klar sammenhæng mellem natarbejde og brystkræft.
Derfor vil sygeplejerskerne have en grænse, der siger, at man f.eks. maksimalt må arbejde tre nætter i træk.
Men det vil Torben Hansen ikke selv pille ved, selvom han tager WHO's rapport meget alvorligt.
"Når WHO siger, at der er en sammenhæng mellem natarbejde og brystkræft, så må vi tage det for gode varer. Og jeg håber da, at sygeplejerskerne og deres arbejdsgivere vil kigge på problemet ved de kommende overenskomstforhandlinger," siger han.
I SF vil man stramme op på de eksisterende retningslinjer for natarbejde.
"Arbejdstilsynet må gennemgå sine anbefalinger omkring udførelse af natarbejde og se, hvor der er brug for nye anbefalinger," siger SF's arbejdsmiljøordfører Eigil Andersen i en pressemeddelelse.
Samtidig mener han, at politikere skal se på, om reglerne for natarbejdet skal ændres, så man sikrer, at der ikke er mere natarbejdet end nødvendigt.