En seksårig pige fra Grenå skal flytte fra de plejeforældre,
hun har boet ved siden hun var 10 måneder. Det skal hun, fordi hendes
biologiske mor har besluttet sig for at bortadoptere hende.
Men den ulykkelige sag skal have som konsekvens, at
adoptionsloven ændres hurtigt. Det siger Socialdemokraternes
adoptionsordfører, Lissa Mathiasen.
- Sagen viser, at et alvorligt truet barn ikke har nogen reel retssikkerhed.
Når barnet ikke har nogle voksne myndighedspersoner til at varetage sine
interesser, er det reelt retsløst. Derfor foreslår vi, at en tredje part i helt
særlige situationer skal have ret til, at få prøvet en sådan afgørelse ved
domstolene og dermed være barnets talerør, siger Lissa Mathiasen.
I dag er sådan, at kun direkte tilknyttede personer til barnet kan rejse en
sådan sag.
Socialdemokraterne mener, at anerkendte børneorganisationer,
Adoption og Samfund eller Børnerådet skal kunne repræsentere barnet ved
domstolene og dermed sikre, at en afgørelse truffet af Adoptionsnævnet kan
blive prøvet ved domstolene.
- Det vil give børnene den fornødne retssikkerhed, siger Lissa Mathiasen.
Familieminister Carina Christensen vil ikke gå ind i sagen,
fordi hun reelt ikke kan ændre ved Adoptionsnævnets beslutning.
Politiet var i dag ude ved plejefamiliens bopæl, men
plejeforældre er efter alt at dømme gået under jorden med deres plejedatter.