Styret i Bhutan har besluttet at gøre landet til verdens første røgfri nation.
Og de mener det tilsyneladende alvorligt. I 2005 blev alt salg af tobak forbudt i landet, og fra nytår har det også været forbudt at nyde cigaretter og andre tobaksprodukter i Bhutan.
Ifølge BBC er anklagemyndighederne nu klar med den første sag for overtrædelse af anti-rygeloven i det lille kongedømme i Himalaya.
Den tiltalte er en 24-årig buddhistisk munk, der er blevet pågrebet med 72 pakker skrå.
Det er tilladt for Bhutans befolkning at importere yderst begrænsede mængder tobak fra udlandet, hvis de kan fremvise en kvittering på, at det rent faktisk er købt i udlandet og lovligt importeret.
Det kunne den 24-årige munk ikke. Politiet mener derfor, at hans skrå er at betragte som smuglervarer.
"Vi vil sigte ham for smugling af kontrolleret materiale, hvilket er en forbrydelse i kategori fire," fortæller myndighedernes talsmand til tv-stationen.
Strafferammen for forbrydelser af den type giver mulighed for op til fem års fængsel.
Kilde: BBC