Røgen stiger ikke længere så lystigt op fra de cubanske cigarer, østatens mest berømte eksportvare.
Og det er ikke kun den økonomiske krise, der får salget af cigarer til at falde. Den cubanske cigarindustri er tilsyneladende ved at blive kvalt i de omsiggribende rygeforbud, i især den vestlige verden.
Efterspørgslen på de cubanske cigarer er faldet så meget, at en tredjedel af tobaksmarkerne til næste år vil blive skåret væk.
Således dyrkes der i år tobak på 28.2000 hektarer i østaten Cuba, mens det areal næste år vil være reduceret til 19.800 hektarer. Det oplyser Cubas Statistiske Kontor ifølge berlingske.dk
Cubas mest berømte cigarmærker har for længst erobret 70 procent af verdensmarkedet for luksuscigarer. Men den position trues nu.
I Cuba er flere end 200.000 private landmænd og deres familier afhængige af dyrkningen og forædlingen af de eftertragtede tobaksblade.
De cubanske cigarer var også i krise i 2002, da orkaner rev tobaksplanterne op med rødderne. Men dengang hjalp verdens efterspørgsel Cubas gyldne industri på fode igen.