Den 28. september 2018 er udpeget som dato for de kabineansattes varslede storstrejke mod Ryanair. Der er tale om omfattende arbejdsnedlæggelser. Kabineansatte i fem lande har vedtaget at nedlægge arbejdet i 24 timer for at lægge yderligere pres på Ryanair.
Det skriver Reuters ifølge Luftfart.nu.
Personalet, der arbejder for Ryanair i Italien, Portugal, Belgien, Spanien og Holland, kræver lokale kontrakter på lokale vilkår i stedet for ansættelser på irske kontrakter, hvilket er flittigt brugt af Ryanair. Med irske kontrakter er de ansatte typisk afskåret fra rettigheder og fordele, som lønmodtagere har i de lande, de arbejder.
Vil strejke hver eneste måned
Ifølge de ansattes fagforeninger vil strejkerne fortsætte hver måned indtil Ryanair imødekommer de ansattes krav. Selskabet er med andre ord langt fra i mål med at få skabt ro på situationen, efter selskabet senest har måttet aflyse 150 fly i forbindelse med en storstrejke i Tyskland.
Strejkevarslet kommer forud for, at aktionærerne i Ryanair skal mødes 20. september 2018 for at drøfte Ryanairs anliggender med de europæiske fagforeninger.
- Det er på tide at Ryanair accepterer at ansætte os på lokale kontrakter på lokale vilkår ifølge lokal lovgivning, siger Didier Lebbe, talsperson for de kabineansattes fagforening CNE i Belgien, ved en konference i Bruxelles ifølge Reuters, hvor nyheden om effektueringen af strejken blev fremlagt.
Da kabineansatte fra Italien, Portugal, Belgien og Holland senest nedlagde arbejdet i juli måned, kostede det Ryanair over 300 aflysninger om dagen med 50.000 aflyste rejser til følge.