Med afskaffelsen af den frie abort som mærkesag vil menighedslederen Ruth Evensen nu forsøge at komme i Folketinget.
Derfor har hun besluttet at genrejse Frihedspartiet, der blev stiftet i juli 2007, i protest mod Kristendemokraternes formand Bodil Kornbeks linje.
"Vi er mange, der brænder for abort-sagen. Folk råber bare ikke så højt. Så jeg tror, der er mange kristne, der bliver rigtig glade for, at der sker noget på den front," siger Ruth Evensen til Newspaq.
Frihedspartiet mangler nu at få godkendt navnet af Indenrigsministeriet.
Og dernæst står den på indsamling af underskrifter, så partiet kan blive opstillingsberettiget til næste folketingsvalg.
Dermed kan danskerne se frem til at møde Ruth Evensen og frivillige fra Faderhuset på gader og stræder.
Ruth Evensen, der er præst uden teologisk uddannelse og medstifter af Faderhuset, blev landskendt, efter menigheden købte grunden Jagtvej 69 på Nørrebro i København, hvor Ungdomshuset havde til huse.
Efterfølgende har tidligere medlemmer og pårørende til medlemmer rettet beskyldninger om hjernevask og en meget autoritær ledelse i Faderhuset under Ruth Evensen.
Men om omtalen forringer eller forbedrer hendes chancer for at komme i Folketinget, vil hun ikke gisne om.
"Det aner jeg ikke noget om. Jeg ved bare, at vi er nødt til at gøre noget nu for at fortælle, at der er et kristent folk i Danmark, som ikke vil finde sig i den (abort, red.) lov," siger hun.
Ruth Evensen har også drevet rengøringsfirmaet Ruthemors Rengøringsservice, ligesom hun har haft en frisørsalon.