Den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnij, der har indkaldt til demonstrationer mandag eftermiddag, er blevet hentet af politiet på sin bopæl.
Det skriver Navalnijs kone, Julia, på Twitter ifølge nyhedsbureauet dpa:
- De anholdt Aleksej ved huset, skriver hun.
Den planlagte demonstration er en del af Navalnijs kampagne mod det russiske styre, som han anklager for at være korrupt.
I et andet tweet skriver en talsperson for politikeren, at strømmen er blevet slukket i Navalnijs kontor. Dermed blev en livesending fra kontoret stoppet. Det rapporterer nyhedsbureauet Reuters.
Derudover er et mindre antal demonstranter blevet tilbageholdt på nogenlunde samme tid som Navalnij ved en metroudgang. Det fortæller vidner til Reuters.
Vidner rapporterer endvidere til nyhedsbureauet, at mindst 52 demonstranter er blevet anholdt ved Pusjkin-pladsen i det centrale Moskva.
I alt skal omkring 200 være anholdt ved 14-tiden, skriver nyhedsbureauet AFP.
Der ventes op mod 50.000 demonstranter i den russiske hovedstad mandag.
Omkring 1000 demonstranter er begyndt at bevæge sig mod Kreml i Moskva, skriver Reuters.
De bliver afskåret af politiafspærringer. Det fortæller vidner til nyhedsbureauet. Politiet er desuden begyndt at bruge megafoner for at få deltagerne til at sprede sig.
Derudover ventes demonstrationer og protester ifølge nyhedsbureauet AP i omkring 200 andre byer i Rusland.
I det centrale Sankt Petersborg er flere demonstranter desuden tilbageholdt, fortæller vidner til Reuters.
Protesterne blev i sidste øjeblik flyttet til den centrale gade Tverskaja i den russiske hovedstad.
Det har fået frygten for sammenstød mellem demonstranter og politi til at stige. Det skriver dpa.
Navalnij blev anholdt under en protest mod korruption i landet i marts for at afholde en uautoriseret offentlighed begivenhed. Her sad han fængslet i to uger.
Oppositionspolitikeren vil stille op til præsidentembedet i 2018.
- Jeg ønsker forandringer, skrev han ifølge Reuters i en blog i sidste uge.
- Jeg vil leve i en moderne, demokratisk stat. Jeg vil have, at vores skatter bliver brugt på veje, skoler og hospitaler - ikke yachter, paladser og vingårde, tilføjede Navalnij.
Den 41-årige forhenværende advokat er tidligere dømt for korruptionsanklager. Det vil sandsynligvis betyde, at han ikke ender på stemmesedlen næste år.
/ritzau/